Vedtægt for Nektarfonden af 2021

Indholdsfortegnelse

1. Fondens navn og hjemsted

1.1 Fondens navn er NEKTAR FONDEN AF 2021 

1.2 Fonden er stiftet af Nektar ApS af 2015 

1.3 Fondens hjemsted er Lyngby-Taarbæk Kommune 

2. Baggrund for fondens etablering

2.1 Fondens stifter, med reel ejer Henning Jørgensen, har gjort sig nogle oprindelige overvejelser om brug af psykoterapi som hjælp til mennesker. Dele af disse tanker er gengivet nedenfor: 

2.2 Depression og angst er diagnoser og symptomer på nogle traumer/følelsesmæssige ubalancer, som kan dæmpes med psykofarmaka. Dette kan være nødvendigt i svære tilfælde, og med bivirkninger. Forskning peger på at den bedste bivirkningsfri behandling er psykoterapi med fokus på de årsager, der har skabt ubalance i følelserne. 

Behandling med medicin er passiv behandling, som kan lægge låg på følelserne. Selv at tage ansvar er at få de følelsespåvirkninger, som har skabt ubalancen/diagnosen, frem i lyset. Psykoterapi er en effektiv behandlingsform til det brug. 

Jeg vil bl.a. lave et psykoterapeutisk behandlingscenter, som et tilbud til de mennesker, som hellere vil bearbejde deres traumer og udvikle deres følelser, end at tage medicin, eller at gøre ingenting og leve med nedsat livskvalitet. Psykoterapi er autentisk og biologisk procesorienteret behandling, hvor terapeuten i nærværende kontakt og samarbejde med klienten sætter fokus på årsag til ubalancen/traumet/symptomet. De former for psykoterapi som jeg går ind for, har som mål at hjælpe klienten med at få dybere kontakt med de følelser, som er i ubalance og støtter med at få sat ord og forløsning på dem. 

Professionel psykoterapi og psykoterapeutisk praksis er karakteriseret ved psykoterapeutens intentionelle anvendelse af kliniske metoder og interpersonelle forhold, baseret på etablerede psykologiske principper, faglig ekspertise og forskning. Psykoterapien skal hjælpe folk med at ændre personlige mønstre i retning af heling, livskvalitet og personlig modning. 

2.3 Psykoterapeutiske interventioner tilpasses klientens problemstilling, livssituation, livshistorie, relationelle aspekter og samfundets påvirkning. Psykoterapeutiske interventioner sigter på at give både symptom lindring, problemløsning og personlighedsudvikling. 

Personlighedsudvikling sigter på at mindske risikoen for fremtidige symptomer, at forbedre livskvalitet og relationskompetencer, samt at øge sandsynligheden for at træffe sunde livsvalg. 

Psykoterapeutisk arbejde kan bl.a. omfatte følgende: 

– Forebyggelse og behandling af psykosociale og psykosomatiske lidelser. 

– Hjælp til mennesker med at ændre uhensigtsmæssige tanke- adfærdsmønstre i retning mod øget livskvalitet og personlig modning og integritet. 

– Hjælp til mennesker til at træffe sunde livsvalg. 

– Støtte til mennesker i kriser og svære livssituationer. 

Den professionelle psykoterapeutiske praksis bygger på professionens etiske grundsyn, anvendelse af tilgængelig forskning, arbejde i det mellemmenneskelige felt, og faglig ekspertise i form af minimum grunduddannelse på bachelorniveau, 3 års erhvervserfaring, og en 4-årig psykoterapeutisk efteruddannelse. 

3. Fondens formål 

3.1 Fonden skal som almennyttig fond overordnet tjene et almennyttigt formål med henblik på at højne danskernes mentale sundhed. Dette skal ske ved almennyttigt at arbejde med fremme af forebyggelse og behandling af psykosociale eller psykosomatiske lidelser og at hjælpe danskerne med symptomlindring, problemløsning og personlighedsudvikling og med at opnå forbedret livskvalitet. 

Fondens formål er at understøtte den professionelle psykoterapi og psykoterapeutisk praksis som defineret af Dansk Psykoterapeutforening eller af tilsvarende professionelle organisationer efter bestyrelsens skøn. 

3.2 Fondens formål søges opnået ved de 4 nedenfor anførte aktiviteter: 

3.2.1 Etablering af videnscenter for psykoterapi. Hensigten er at understøtte videnindsamling i psykoterapi, eksternt og internt, herunder ved inddragelse af internationale forskningsresultater. Hensigten er at opsamle, systematisere og udbygge forskningsbaseret viden for psykoterapeuter. Hensigten er herudover at gøre sådan viden tilgængelig for dels psykoterapeuter, dels for offentligheden. 

3.2.2 Etablering af behandlingssteder for psykoterapi. Behandlingssteder til gavn for mennesker med behov for psykoterapeutisk behandling, til forebyggelse og hjælp til mennesker med traumer, i kriser, i svære livssituationer, med følelser i ubalance og andre behov. 

3.2.3 At understøtte professionel og målrettet forskning i psykoterapi. Dette kan være ved etablering af egen forskningsenheder, eller ved at yde støtte til organisationer, institutter, læreanstalter eller enkeltpersoner, som skal forestå forskning i relevante psykoterapeutiske emner. 

3.2.4 Støtte til eller etablering af andre aktiviteter indenfor psykoterapien i Danmark. 

3.3 Støtte til de anførte formål kan ydes såvel i form af aktiviteter i Fondens eget regi som i form af udlodninger, lån eller på anden vis til relevante modtagere. 

4. Fondens kapital 

4.1 Fondens kapital består af Fondens grundkapital. 

4.2 Fondens grundkapital udgør 1.000.000 kr., som er indbetalt kontant. 

5. Erhvervsdrivende

Etablering og drift af videnscenter for psykoterapi med tilknyttede erhvervsmæssige aktiviteter som defineret i punkt 3 ovenfor: 

Salg af publikationer og fagligt materiale, kursusaktivitet, foredrag, afholdelse at konferencer m.v. 

Etablering og drift til behandlingssteder for psykoterapi. 

Etablering og drift af forskningscenter for psykoterapi. 

Fonden kan efter bestyrelsens bestemmelse etablere egne dattervirksomheder, eksempelvis som anpartsselskaber eller aktieselskaber, Fonden kan indgå i partnerskaber med andre aktører, eventuelt i selskabsform eller på anden måde. 

6. Fondens indtægter

6.1. Fondens indtægter består af indtægter fra erhvervsaktiviteter som angivet i punkt 5: Videnscenter, behandlingssteder, forskningscenter, og dattervirksomheder samt afkast af Fondens kapital, samt sådanne kontante beløb, værdipapirer, faste ejendomme eller andre aktiver, der ved arv eller gave måtte tilfalde Fonden, og som ikke efter arveladers eller gavegivers bestemmelse herom skal henlægges til Fondens grundkapital. 

7. Anbringelse af Fondens kapital

7.1 Bestyrelsen skal drage omsorg for, at Fondens kapital til enhver tid er anbragt på forsvarlig og betryggende vis under hensyntagen til såvel Fondens formål og kapitalens sikkerhed som til muligheden for at kunne opnå et tilfredsstillende afkast. 

7.2 Fondens kapital, Fondens frie midler, herunder midler til uddeling, anbringes på passende måde efter bestyrelsens bestemmelse. 

7.3 Fondens midler kan uden begrænsning efter bestyrelsens bestemmelse anbringes i forskellige investeringer, aktier, obligationer, investeringsforeninger, fast ejendom, i pengeinstitutter, ved investeringer i andre virksomheder, herunder i datterselskaber og på anden vis efter bestyrelsens nærmere beslutning. 

7.4 Bliver Fonden ikke-erhvervsdrivende, skal Fonden ikke være bundet af anbringelsesbekendtgørelsen og tilsvarende bestemmelser. Dette gælder såvel anbringelsen af Fondens midler som forvaltning i en godkendt forvaltningsafdeling. 

8. Anvendelse af Fondens årlige overskud

8.1 Fondens årlige overskud, som dette fremkommer efter fradrag af alle udgifter til Fondens drift og administration, herunder honorar til bestyrelsens medlemmer og revisorhonorar, anvendes i overensstemmelse med Fondens formå|, jf. § 3, med respekt af de i det følgende givne forskrifter. 

8.2 Til Fondens grundkapital kan efter bestyrelsens skøn henlægges et af bestyrelsen nærmere fastsat beløb, i det omfang den til enhver tid gældende fondslovgivning tillader dette. Såfremt der som følge af denne bestemmelse sker ændringer i Fondens grundkapital, foretager bestyrelsen de nødvendige ændringer af vedtægten og anmelder ændringen til Erhvervsstyrelsen. 

8.3 Bestyrelsen kan endvidere, hvis den finder dette formålstjenligt på baggrund af Fondens formål eller i øvrigt, henlægge beløb til de frie reserver. 

8.4 Den del af det årlige overskud, der ikke henlægges, anvendes efter bestyrelsens skøn i overensstemmelse med Fondens formål. 

8.5 Bestyrelsen skal i sit skøn over anvendelsen af de til uddeling disponible beløb være fritstillet, herunder med hensyn til om der et givent år skal ske uddeling af hele Fondens overskud eller kun en del heraf. I sidstnævnte tilfælde overføres resterende disponible beløb til det eller de efterfølgende regnskabsår til uddeling eller på anden måde efter bestyrelsens bestemmelse. 

9. Kapitalens udskillelse fra stifteren

9.1 Fondens kapital, det være sig Fondens grundkapital eller indtægterne heraf, må ikke tilbageføres til stifteren. Fondens midler må heller ikke komme denne til gode på anden vis, herunder ved lån, uddelinger, kautionsstillelse eller tredjemandspant. 

10. Fondens bestyrelse

10.1 Fonden ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der alle skal være myndige, vederhæftige og uberygtede personer, og som skal være kompetente til at varetage hvervet som medlem af bestyrelsen i en erhvervsdrivende fond. 

10.2 Bestyrelsen skal sammensættes således, at den på en effektiv og fremadrettet måde er i stand til at varetage sine ledelsesmæssige opgaver, herunder de strategiske opgaver. Bestyrelsen bør være i besiddelse af ledelsesmæssige og økonomiske kompetencer. Samtidig skal bestyrelsen være en konstruktiv og kvalificeret sparringspartner for den daglige ledelse. Hvert enkelt bestyrelsesmedlem bør være bredt funderet. 

Bestyrelsen sammensættes som følger: 

10.3 To medlemmer, som skal være psykoteraputer MPF, med stærk faglig baggrund og lang klinisk erfaring. 

Et medlem, som udpeges af bestyrelsen for Dansk Psykoterapeutforening, og som skal være psykoterapeut MPF. 

Et medlem, som skal være advokat eller jurist. 

Et medlem, som arbejder med forskning i psykotetapi, eller som på anden måde har betydelig indsigt i væsentlige forhold vedrørende teori eller praksis indenfor psykoterapi. 

10.4 Bestyrelsen er selvsupplerende for så vidt angår de i punkt 10.3 nævnte bestyrelsesmedlemmer, med undtagelse af det medlem, som udpeges af bestyrelsen for Dansk Psykoterapeutforening. 

10.5 Bestyrelsen udfærdiger ved hvert nyvalg en beskrivelse af, hvilke kompetencer det nye bestyrelsesmedlem (medlemmer) forudsættes at have. 

10.6 Medlemmerne sidder for en periode på fire år med mulighed for genudpegning. Genudpegning kan maksimalt forekomme to gange. Genudpegning foretages af bestyrelsen ved simpelt flertal. Det medlem, der eventuelt skal genudpeges, deltager ikke i afstemningen. 

10.7 Ved førtidig udtræden af et bestyrelsesmedlem foretages valg af nyt bestyrelsesmedlem som angivet i pkt. 10.5. 

10.8 Bestyrelsen har en formand, der vælges af bestyrelsen. 

11. Bestyrelsens rettigheder og pligter

11.1 Bestyrelsen afholder møde efter formandens bestemmelse, eller når et medlem af bestyrelsen, revisor eller fondsmyndigheden fremsætter skriftlig begæring herom til formanden. 

11.2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er til stede. Hvor intet andet er bestemt i denne vedtægt eller i bestyrelsens forretningsorden, træffes alle beslutninger i bestyrelsen ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. 

11.3 Over forhandlingerne i bestyrelsen føres en protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer af bestyrelsen. 

11.4 Medlemmerne af bestyrelsen honoreres med et årligt vederlag, der fastsættes i henhold til art, ansvar og arbejdets omfang for det enkelte bestyrelsesmedlem. 

12. Fondens administration 

12.1 Bestyrelsen kan ansætte en direktør eller forretningsfører til at varetage den daglige ledelse af Fonden i overensstemmelse med de anvisninger og retningslinjer, som bestyrelsen giver. 

12.2 Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter Fondens forhold er af usædvanlig art eller stor betydning. 

12.3 Det påhviler direktør/forretningsfører, under bestyrelsens kontrol, at sørge for, at Fondens regnskabsføring sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom, og at formueforvaltningen foregår på betryggende vis. 

13. Fondens tegningsregel 

13.1 Fonden tegnes af bestyrelsens formand i forening med et medlem af bestyrelsen, eller af tre medlemmer af bestyrelsen i forening. 

14. Regnskabsår 

14.1 Fondens regnskabsår er kalenderåret. Fondens første regnskabsår løber fra stiftelsen til den 31. december 2021. 

15. Årsrapport og revision

15.1 Fonden skal udarbejde en årsrapport bestående af Fondens årsregnskab, ledelsesberetning og ledelsespåtegning. 

15.2 Fondens årsrapport skal opgøres i overensstemmelse med de krav, der stilles af den til enhver tid for Fonden gældende lovgivning. 

15.3 Årsrapporten udarbejdes og underskrives af bestyrelsen og underkastes revision af en af bestyrelsen udpeget statsautoriseret revisor. 

15.4 Af revisors påtegning på årsrapporten skal fremgå, at revisor har kontrolleret aktivernes tilstedeværelse og sikring, at de pligtige henlæggelser er foretaget, samt at det til disposition værende overskud er anvendt i overensstemmelse med Fondens vedtægt. 

16. Ændring af vedtægten 

16.1 Såfremt forandrede forhold gør det nødvendigt og/eller hensigtsmæssigt at ændre Fondens vedtægt, kan bestyrelsen ved kvalificeret flertal (4/5), vedtage en ændring af vedtægten. 

16.2 Vedtagne ændringer får først gyldighed, når de tillige er godkendt af fondsmyndigheden i henhold til gældende fondslovgivning. 

17. Fondens opløsning 

17.1 Såfremt den situation skulle indtræde, at Fondens kapital måtte være gået tabt eller være reduceret så stærkt, at en opretholdelse af Fonden ikke længere kan anses for hensigtsmæssig, kan Fonden opløses ved vedtagelse af bestyrelsen med samme flertal som kræves til vedtægtsændringer og under forudsætning af samtykke fra fondsmyndigheden. 

17.2 I tilfælde af Fondens opløsning skal den eventuelt tilbageværende kapital fordeles mellem de i § 3 anførte formål.